Tid til et opgør med forbrugerisme og ubalance!!!!
Det er ved at være sidste udkald for at stå ved, at vi nok har været lidt for egoistiske. Har haft et for stort forbrug, og har haft for lidt reelt fokus på, hvilke konsekvenser der er ved at have det. For andre mennesker, for naturen og for klimaet.
Det er ikke en fed erkendelse, men den skal meget gerne til at falde på plads hos os alle, så vi bliver klar til at tage et opgør med de strukturer, vi har lagt ned over vores samfund. Med de vaner og den kultur som mange af os i høj grad er en del af, hvor vi i bedste fald ikke mangler noget, og i værste fald har alt for meget. Og tager alt for meget for givet. Med konsekvenser for alle mulige andre.
Som eksempel; i Danmark udleder vi i gennemsnit omkring 17 ton om året pr indbygger. Og ifølge Danmarks grønne tænketank Concito ligger det gennemsnitlige CO2-udslip pr. indbygger på verdensplan på 8 ton. Det er helt skævt. Særligt når vi kigger på, hvem der rammes hårdest og først i verden af de klima- og naturforandringer, vi som danskere i høj grad er meddrivere af.
Som eksempel på denne urimelighed; I Kenya har der i år været den hårdeste tørke, som har kostet mange menneskeliv og ødelagt levegrundlag eksempelvis for kaffebønder. Temperaturen stiger, og vandet forsvinder. Og i Kenya udleder de langt mindre CO2 end vi gør i Danmark.
Vi kan gøre det endnu bedre i Aarhus. Det ved jeg bare.
Hver enkelt menneske kan reducere sit forbrug af ting og klimabelastende fødevarer. Men derudover skal vi i Aarhus for alvor få banket de strukturer op, der understøtter et samfund i balance med sig selv og verdenen. Det kan vi bl.a. gøre ved at:
- sikre at den aarhusianske energiproduktion er 100% klimaneutral, 100% vedvarende
- sikre at alle aarhusianere kommer over i klimavenlig transport ved at gøre den kollektive transport langt mere effektiv og dækkende over hele kommunen
- sikre langt mere plantebaseret mad i de offentlige institutioner
- sikre at vores aarhusianske industrivirksomheder og landbrug reducerer deres udledning og går efter at blive CO2 neutrale
- understøtte langt mere grønt iværksætteri med potentiale for at bekæmpe klimaforandringer i verden
Vi skal med andre ord sikre, at Aarhus fungerer på en måde som både tilgodeser aarhusianerne og planeten samt naturen. Vi skal være et Aarhus i balance.