Det lyder måske lidt nørdet. Men jeg er dybt fascineret af naturen. Jeg kan fx bruge evigheder i en skov på at gå og betragte alle detaljer og finurligheder, der tilsammen skaber en velfungerende helhed. Udover at naturen er sindssygt smuk, så er det balancen mellem alting, der fascinerer mig mest.
Naturen skal have lov til at eksistere på egne præmisser flere steder i vores kommune. Den skal have plads til at skabe større, sammenhængende, biodiverse områder. Fx. har skovene syd for Aarhus noget af den højeste naturkvalitet i Danmark, men den er under pres, fordi der ikke er plads nok til og de rette forudsætninger for, at den kan bevares og udvide sig. Der skal dog også sikres plads inde i Aarhus. Men det sidste er heldigvis - i princippet - ikke så stort et problem. Det kræver blot, at vi som byråd er langt mere konsekvente i at sikre, at der kommer vild natur på tage og fascader på bygningerne - fx ved nybyg men også i det hele taget. Og at vi får flere grønne områder, som ikke blot udgøres af græs og nogle få træer, men rent faktisk bugner af en mangfoldighed af arter.
Natur er også det blå - altså vores vandløb, søer og vores bugt. Og også denne type natur er voldsomt under pres. I bugten er der fx blevet fjernet alt for mange sten, der lå i stenrev, som var uendeligt betydningsfulde for arter, der lever i bugten. Desuden forurenes bugten for meget, og kvaliteten af de vandløb, der munder ud i bugten, har været for ringe. Derfor er der fx kommet færre fisk derud.
Der bliver nu heldigvis arbejdet for at styrke vandløbenes naturkvalitet i kraft af et politisk forslag, jeg har været stiller af. Helt vildt nørdet forslag om vandstand, grøde og stop for afretning af løbene fx ved landbrugsarealer. Men det blev vedtaget og har stor betydning, men det vil fortsat være nødvendigt at følge op på det fokus.
Engsøer er også et kæmpe hit for biodiversiteten, ligesom de spiller en vigtig rolle i klimatilpasningen. Derfor giver det mening at etablere op til 3 yderligere engsøer, som den vi kender - nemlig Egå Engsø med et vildt dyre- og planteliv og ikke mindst mange mennesker, der nyder naturen.
Derfor arbejder jeg for, at:
- Følge projektet Moesgaard Vildskov til dørs, hvor 600 ha af skovene syd for Aarhus omlægges til urørt natur. Det vil styrke den unikke biodiversitet, der er i skovene, samtidigt med at mennesker sagtens kan besøge og bruge skovene. Og nyde naturen imens
- Udvikle sammenhængende biodiverse naturområder mellem byerne i vores kommune, at skabe markante grønne oaser i byerne og udvikle grønne udtryk på byens mure og tage
- At gift bliver et no-go i vores mad og natur
- At sikre areal til mere skov og øvrig vild natur i Aarhus Kommune
- At der bliver genetableret stenrev i bugten, og at forureningen med kemi og kvælstof mindskes
- At forbedre kvaliteten af de Aarhusianske vandløb
- At etablere flere engsøer
- At fredeliggøre gaderne i det centrale Aarhus og have færre biler i Midtbyen. Der giver også meget mere plads til grønne områder og vild bynatur. Ikke mindst giver det os også mindre forurening, renere luft.
- At udtage lavbundsjorde og omlægge dem til vild natur
- At jorde omkring sårbare grundvandsressourcer opkøbes af kommunen og Aarhus Vand, så vi sikrer plads til vild natur og ikke mindst rent vand. Også til fremtidens generationer
Eksempler på stillede naturforslag de sidste 4 år
- Moesgaard Vildskov (vedtaget og under gennemførsel)
- Styrkelse af vandløb/ Vandløbsregulativer med styrkelse af biodiversitet og rekreative værdier (vedtaget)
- Natur på tage og fascader (vedtaget)
- Naturens stemme i Aarhus. Etbalering af et naturens byråd (ikke vedtaget i sin fulde form men resulterede i en styrkelse af det grønne råd med fokus på biodiversitet)
- Opkøb af jorde med sårbare grundvandsressourcer (budgetforslag 2021)
- Innovationspulje til aarhusianske landbrug (budgetforslag 2021)
- 90% økologi indenfor børn- og ungeområdet (ikke vedtaget)